Latakia er en havneby med ca. 400.000 indbyggere.
Latakia er en havneby med ca. 400.000 indbyggere.

Jeg er født og opvokset i Syrien, men har boet i Europa siden 1984, heraf de seneste 20 år i Danmark.

Jeg blev født i 1965 i kystbyen Latakia i det nordvestlige Syrien. Opvokset i et hjem med fire store søskende. Senere kom også en lillesøster og tre brødre til, så vi blev en samlet søskendeflok på otte. Vores far tjente i hæren og var for det meste væk, imens vores mor gik hjemme og passede familien. Vores indtægter var meget begrænsede, men vores mor købte et lille stykke jord, så indtægterne fra afgrødererne kunne supplere vores fars beskedne løn fra hæren.

Da jeg var omkring syv år var vores jord blevet til en større appelsin-plantage, hvor vi hver dag efter skole måtte bidrage med arbejdet. Efterfølgende var der ikke meget tid til fodbold, som jeg ellers var optaget af. Vores forældre gik strengt op i at vi først skulle prioritere skolearbejdet og derefter arbejdet i plantagen, før der var tid til andet.

Efter skolen startede jeg i gymnasiet, hvor fra jeg blev student i 1982. Efter studentereksamenen tog jeg i 1984 til Frankrig, hvor jeg det første år læste fransk, for derefter at studere medicin. Under studierne i Frankrig mødte jeg min kone, Vigdis, der kom fra Færøerne.

Vi blev gift i 1989 og flyttede til Færøerne, hvor vi samme år fik vores første datter, Sarah. I 1993 fik vi vores søn Allan, og i 1996 vores anden datter, Heidi. Efter vi havde fået Heidi, flyttede vi til Danmark for at læse videre, da mulighederne på Færøerne var begrænsede, og Frankrig lå for langt fra vores familier. Det var planen at vi efterfølgende skulle være flyttet tilbage til Færøerne, men vi besluttede i stedet at blive i Danmark.

Jeg startede med dansk undervisning på HF og valgte helt at droppe de lægestudier, som jeg tidligere havde startet i Frankrig. Jeg begyndte i stedet at arbejde som konstruktionsarbejder hos entreprenørvirksomheden Phil & Søn, og sideløbende som tolk. Under mit arbejde som tolk, kom jeg i forbindelse med nogle kørelærere, som inspirerede mig til selv at tage kørelæreruddannelsen. Jeg fik dansk indfødsret i 1998.

I dag arbejder jeg professionelt som kørelærer i København, hvor jeg underviser elever på både dansk, arabisk og i nogle tilfælde fransk. Der udover fungerer jeg frivilligt som formand for Dansk Syrisk Forening, der tæller over 500 medlemmer med syrisk baggrund i Danmark.

I oktober 2013 blev jeg opsøgt og omringet af en gruppe salafister fra gruppen Kaldet til Islam på en restaurant i København, hvor jeg spiste frokost. De truede mig med at jeg skulle halshugges, og fremviste et stort, sort Islamisk Stat-flag, som de trak frem på gaden fra bagagerummet i deres bil. En blev efterfølgende idømt 30 dages fængsel for optrinnet, imens sagen imod en anden fra gruppen måtte opgives – han var i mellem tiden rejst til Syrien, havde tilsluttet sig Islamisk Stat, og var blevet dræbt i kamp for IS, inden sagen kom for retten i marts 2015.

I min fritid plejer jeg interesser for jagt. Udover jagttegn er jeg er aktiv i den lokale skytteforening. Der udover interesserer jeg mig for boksning, hvor to af mine børn – Allan og Sarah – flere gange er blevet Danmarks mestre i deres respektive klasser. Sarah vandt desuden Vild med Dans i 2016.

I april 2017 skrev Se og Hør, at jeg havde fået en fængselsdom ved Retten på Frederiksberg i forbindelse med mit arbejde som kørelærer i København. De undlod desværre at nævne, at jeg udelukkende blev dømt af lægdommere i byretten, at den juridiske dommer, der var retsformand under sagen på Frederiksberg, voterede for frifindelse, at jeg straks ankede dommen, og at jeg blev pure frifundet i Østre Landsret i marts 2018.

Der går desuden rygter om, at jeg arbejder som agent for den syriske regering, og at vores frivillige forening bliver finansieret fra Damaskus. Selv om det kunne være rart at blive aflastet økonomisk, må jeg afkræfte disse rygter. Den danske holdning er uden betydning for den syriske regering, og Danmark er slet ikke vigtigt nok til et så organiseret og omkostningsfuldt påvirkningsprojekt. Stemningen i Danmark er ikke noget, der er på dagsordenen eller statsbudgettet i Damaskus. Hvis den kom det, ville de fleste i Syrien nok undre sig over, hvad Danmark er.

Jeg er således hverken hemmelig agent eller kriminel, uanset hvordan sladderen måtte gå. Til gengæld er jeg far til tre, husejer i nordsjælland, hunde-ejer, havemand, jagt- og lystfiske entusiast, og selvstændigt erhvervsdrivende i København, der har betalt millioner i skat i Danmark i mere end 20 år, og sikret tusindvis af unge københavnere kørekort. Se og Hørs fængselstur har jeg endnu til gode – i modsætning til Henrik Qvortrup.

Og så taler jeg i øvrigt flydende færøsk.